Jægerbogen

Menneskeheden har altid været i kamp med deres værste fjende: Wurdulac Mora, de blodtørstige bæster. Tidligere havde jægerne en bog. En stor, tyk sag, læderbundet og tung som en død mands skyld. Jægerbogen, kaldte de den. Det var den slags bog, der lugtede af gammelt pergament og overdreven selvtillid, og enhver, der kaldte sig jæger, havde bladret i den mindst én gang i sit liv.

Og bogen var noget vås.

Historikeren Varujan de Cazimir revolutionerede vores viden. Han var ikke en jæger selv, selvfølgelig – han var en af de typer, der foretrak støvede arkiver frem for mudrede landeveje, og som sandsynligvis ville dø af anstrengelse, hvis han nogensinde skulle løfte et sværd.

Men han var god til at se mønstre, og han var god til at stille spørgsmål. For eksempel:

Hvorfor blev bæsterne i Jægerbogen allesammen beskrevet ens, når enhver erfaren jæger vidste, at der fandtes forskellige typer med hver deres styrker, svagheder og kendetegn?

Hvorfor stod der, at religiøse symboler nemt kunne holde dem på afstand, når mindst to dusin jægere uafhængigt af hinanden havde bekræftet, at Sankt Alcuins mærke, de to krydsede nøgler ikke forhindrede bæsterne i at angribe?

Og hvorfor i alverden insisterede bogen på, at hvidløg var en uovervindelig barriere, når enhver, der havde kæmpet mod en Mora, vidste, at det højst gav dem dårlig ånde?

Varujan havde ikke kun stillet spørgsmålene. Han havde fundet svarene. Han studerede gamle beretninger fra jægere, krydsrefererede dem med landsbylegender, så mønstre i, hvilke historier der blev fortalt hvor, og hvilke detaljer der dukkede op igen og igen, uanset hvem der fortalte dem. Og så skrev han en ny bog.

"Wurdulac Mora: En systematisk gennemgang af nattens skabninger, deres vaner, svagheder og jægerens bedste praksis", stod der på omslaget. Jægerne kaldte den bare Varujans bog.

Den var ikke smuk. Der var ingen eventyr i den, ingen fortællinger om noble helte og tragiske, forbandede skabninger. Kun fakta. Den delte vampyrer op i typer. Den beskrev deres styrker, deres svagheder, deres jagtmetoder. Og den skar igennem århundreders overtro som en klinge af sølv.

Jægerne hadede den i begyndelsen. Ingen brød sig om at få at vide, at deres livslange tro på hvidløg Balmeurt var unødvendig. Ingen kunne lide at høre, at de måske havde ladet sig dræbe, fordi de troede på de forkerte historier.

Men efterhånden blev den den vigtigste bog, en jæger kunne eje.

For den holdt dem i live.

Og det var mere, end man kunne sige om den gamle bog.